I vores familie blev det dobbelt svært på samme tid.
Min mors samlever gennem 20 år viser tegn på demens, men de håndterer det flot
begge to, indtil min mors kræftsygdom vender tilbage.
Denne gang er min mors kræftsygdom uhelbredelig og det rammer Ingvard hårdt.
Demens tegnene tager fart og vi må træffe et svært valg.
Sende ham på plejehjem, da vi ikke længere kan tumle ham hjemme.
En ide/tanke brænder sig fast i hans hjerne : Min mors sygdom er påstået,
for at vi kan komme af med ham.
Han bliver meget aggressiv og svær at nå ind til.
På et tidspunkt bliver jeg tilkaldt og *bedstefar* står på en trappeafsats
og holder plejepersonalet skak med en kost.
Lyspunkter kunne vi dog finde. Efter besøg hos min mor hver morgen,
gik jeg tur med deres hund Zenta. Ud og besøge *bedstefar* på plejehjemmet.
Åhhh hvilken gensyns glæde og hans hænder begravede sig i hendes pels.
Zenta skabte også glæde blandt de andre beboere og blev forkælet med lækkerier.
|
Gammelt foto af *bedstefar* og Zenta fra vores besøg på plejehjemmet. |
Derfor er jeg stor fortaler for
besøgshunde.
Bedstefars ide/tanke om, at min mors sygdom var opdigtet, for at
komme af med ham, forsvandt først den dag hun døde.
Han blev hentet og kunne nu føle hendes kolde hud og hånd.
Der skete meget i det forløb og jeg har kogt det meget ned.
Demens er en forfærdelig sygdom. Kan ramme alle
og jeg har siddet med krumme tæer,
når jeg har læst de kommentarer, der er skrevet om Prins Henrik,
før det blev gjort offentligt, at han led af demens,
da jeg kunne genkende nogle af tegnene.
Tro mig, det er hårdt nok for familien, som det er og hele familien kan jo læse.
Flot af Den Kongelige familie at melde rent ud og
jeg sender dem dybtfølte tanker med på
den rejse, som nu ligger foran dem.
Husk ham, som den mand han var og find små glæder i det der er.
Med dette lidt tunge indlæg, vil jeg slutte af med at ønske
jer en rigtig god weekend.